Coronakrisen kan skabe mere online ekstremisme

Categories: News
Udgivet: 23 Apr - 2020

Article posted at Politiken, Danish newspaper, on April 16, 2020 (Danish only).

Jeppe Albers, Executive Director, Nordic Safe Cities & Cecilia Lonning-Skovgaard (V), Mayor of Employment and Integration, Copenhagen

Vi risikerer, at coronakrisen bliver kilde til en ny ekstremistisk opblomstring.

Lige nu er mange tvunget til at være hjemme, og en stor del af den tid foregår foran computeren. Her ved vi, at ekstremistiske grupper aktivt arbejder ved at sprede misinformation og så kimen til had.

Særligt kan coronakrisen blive brugt til at sprede tanken om, at vi ser en række fejlende politikere og et liberalt demokrati, som ikke kan håndtere sådan en krise. Det foregår meget målrettet og effektivt i en række online fora. Det er skræmmende og dybt forkasteligt.

Men vi ved, at ekstremister er som gribbe, lige så snart de kan fornemme et potentielt bytte. Derfor er det også med god grund, at PET i sin seneste trusselsvurdering har fokus på den spredning af ekstremistisk propaganda og radikalisering, der foregår på virtuelle platforme og på internettet.

Vi ved, at ingen fødes til at være terrorist. Derfor handler det om at række ud til mennesker på kanten

For med coronakrisen er vi pludselig blevet mere sårbare. Prognoserne peger på, at dystre tider banker på døren med finansiel ustabilitet og stigende arbejdsløshed. Samtidig kan længere tids social isolation føre til, at flere mennesker er frustrerede og fortvivlede. Denne cocktail kan være brænde på bålet og tænde had og frustration mod samfundet. Og være en kilde til, at endnu flere mennesker søger nye fællesskaber i ekstremisternes had og vold.

Derfor er det også endnu vigtigere, at vi i denne tid står sammen på tværs af de skandinaviske lande om at bekæmpe ekstremismen. Lige nu har vi et stærkt samarbejde i det nordiske bysamarbejde Nordic Safe Cities. Hovedstæderne København, Stockholm, Oslo, Helsinki og Reykjavik har i januar givet håndslag på at bruge hinanden endnu mere via det nye partnerskab Capital Code of Action 2020.

Vi vil mindske trusler, frygt og had på nettet. Vi vil give borgerne modstandskraft til at forstå og afvise misinformation. Vi vil styrke unge menneskers lyst til at skabe inklusion og positive fællesskaber med andre unge. Og vi vil udvide og forstærke lokale byalliancer, så alle gode kræfter i civilsamfund og erhvervslivet arbejder sammen. Vi har ikke alle svarene endnu. Men vi ved, at ingen fødes til at være terrorist. Derfor handler det om at række ud til mennesker, der er på kanten af samfundet eller i risiko for at træde ind i ekstremistiske og voldelige fællesskaber.

Vi må give dem håb, vise dem anerkendelse og nye veje ind i de positive fællesskaber og lokalsamfund, der gør de nordiske hovedstæder til trygge byer at leve i. Her må vi også håbe på, at det samfundssind, vi også ser spire under coronakrisen, og den hjælpende hånd, som mange mennesker og organisationer i disse tider rækker ud til folk i nød, varer ved efter krisen. For det kan være et fremtidigt værn og sammenhold mod de ekstremistiske gruppers polarisering og had.

Link to article: Politiken